"I sin bog The Return of the Real fra 1996 opstiller Hal Foster et
"koordinatsystem" over modernismens og postmodernismens forhold til
hinanden. Hans hensigt er ikke at lave kunsten om til matematik. Hans
hensigt er at illustrere, at der er tale om to væsensforskellige
traditioner. Den modernistiske kunst knytter således an til en lang
historisk, lineær, "finkulturel" tradition, mens den postmodernistiske
kunst knytter an til det æstetiske felts horisontale udvidelse i
sidste halvdel af 60'erne, hvor det var det interessante og
debatspecifikke snarere end det "æstetisk vellykkede" i statisk
forstand, som blev målestokken for det gode værk. Kunsten kunne
følgelig antaqge alle mulige - også æstetiske "slappe" - former.
Hvorvidt det blev interessant, var et relativt spørgsmål. Foster taler
om, at kunstkritikkeren herefter måtte bevæge sig rundt som en anden
antropolog, der tog helt nye briller på, hver gang han gik ind til en
ny udstilling. Det betyder dog ikke, at de to traditioner ikke kan
bringes i forhold til hinanden. Det illustrerer netop opstillingen af
de to stilretninger i et koordinatsystem, hvor den vertikale og den
horisontale akse som bekendt skærer hinanden. Ja, faktisk er Fosters
centrale pointe, at det lige præcis er i den kunst, der formår at
bringe de to formsprog i et indbyrdes spænd, at vi finder nogle af de
bedste og mest vedkommende nutidsværker."


    Marianne Stidsen i: En bog om Michael Strunge