A SERIES OF EVENTS





På den ene halvdel af maden ligger to skiver af den mest delikate spegepølse, jeg nogen sinde har smagt.




På den anden halvdel ligger en enkelt skive ost.




Under begge disse to forskellige slags lækre pålæg er der smør.




Da jeg skulle til at spise maden, et stykke tid efter at have spist to andre, en med kun den meget delikate spegepølse, en kun med ost, forsvandt min appetit.




Jeg føler ikke ikke, at jeg behøver gå ind på hvorfor.




Det samme gælder for den tallerken, jeg lagde madderne på.




Jeg har den helt samme slags tallerken i brun.




Jeg opbevarer de brune tallerkener på den samme hylde som de grønne.




Og jeg føler ikke noget særligt behov for at afsløre hvorfor jeg valgte den grønne frem for den brune.




Jeg mener absolut, at det vil være bedst, hvis jeg lader være.




Der er mange andre ting, som det er vigtigere for mig at fortælle.




Jeg smurte til eksempel madderne med omhu.




Og jeg kan godt lide smør, smør i rigelige mængder, men gør mig samtidig meget umage for at fordele det jævnt.




Rigelige mængder smør i jævne fordelinger på det lækre brune rugbrød.




Det smør, jeg spiser, er saltet.




Sådan kan jeg bedst lide det.




Men nok om det.




Den let prikkende kløen i næsen, spegepølsen giver fra sig, når man spiser den.




Men nok også om det: nu vil jeg sige det, som der om osten er at sige: at den lugter stærkere end den smager.




Jeg bryder mig ærlig talt ikke om lugten af den.




Dette er sandt.




Det er rigtigt.




Jeg synes den lugter grimt.




Den smager på den anden side meget fremragende.




Særligt fremragende hvis også rugbrødet er fremragende.




Jeg udvælger mig altid det lækreste af alle supermarkedets rugbrød.




Dette vil sige at mellem alle rugbrødene er det, jeg vælger, det lækreste.




Jeg gør mig også umage for altid at vælge det friskeste.




Samtidig med at indpakningen heller ikke er uden betydning.




Ikke for prangende, ikke for meget.




Jeg er sjældent usikker på mit indtryk af en given pakke rugbrød.




Jeg ved hvad jeg vil have.




Det, jeg vil have, er det bedste, jeg kan få.




Det rugbrød, jeg valgte sidst, var det bedste, jeg kunne få.




Sådan er det.




Dette er indlysende: Alle de madder, jeg spiser, er lækre.




Men jeg undlod bevidst, jeg undlod med den største selvfølgelighed at spise den tredje af de tre madder, jeg tidligere på aftenen lavede.




Siden jeg lavede denne mad, som jeg kort tid senere undgik at spise, er et tidsrum af længere varighed passeret.




Dette ønsker jeg ikke at forklare.




Andre ting, ting, som skete indenfor den netop omtalte tid, lægger jeg gerne frem på bordet.




Som et fuldt hus.




En Straight Flush.




A series of events.




En meget lang række vidt forskellige hændelser.




Hvoraf den første er som følger: Efter jeg havde spist de to første madder, blev jeg mæt.




Jeg stod i mit køkken og blev mæt.




Meget kort tid efter ringede det på døren.




Jeg gik ud og lukkede op.




En kvinde, som jeg øjeblikkeligt forelskede mig inderligt og uforbeholdent i, stod foran mig og græd.




Hendes gråd var oprigtig.




Tårerne løb i stride strømme ned ad kinderne, ned over hagen og videre ned forbi halsen.




Hun havde en blå kjole på, som var fugtig i området omkring udskæringen, hvis dybde jeg straks gjorde mig umage for ikke at afmåle.




Jeg blev meget hurtigt stærkt påvirket af situationen og tog efter kort tids tøven hendes hånd.




Hun lod ikke til at gøre modstand, men fortsatte i stedet med at græde med uændret intensitet, så jeg bød hende indenfor ved at hive hende tre gange i armen.




Jeg indser nu, hvor jeg har haft tid til at tænke over det, at jeg burde have været høflig.




Dette var en ubehøvlet handling.




Det er også ubehøvlet af mig først at lægge mærke til det ubehøvlede element nu, hvor det for længst er for sent at lave om.




Jeg tænkte bare ikke over det.




Jeg tænkte på noget andet.




Hun var allerede kommet indenfor.




Jeg tog hende med ind i stuen.




Hun græd stadig meget voldsomt.




Tårerne faldt fra hendes vidunderlige og rødsprængte øjne som tyktflydende småsten af saltvand og plettede først gulvet, derefter det mørkegrønne gulvtæppe og i sidste ende lænestolens lysebrune betræk.




Jeg gav hende et utilstrækkeligt omsorgsfuldt blik og gik hurtigt ud i køkkenet for at stille noget op.




I køkkenet satte jeg vand over til en kop kamillete med sukker og honning.




Til hende.




Så fik jeg øje på maden med spegepølse på den ene halvdel og ost på den anden.




Spegepølsen forekom mig ikke længere delikat.




Maden stod på den samme grønne tallerken som jeg havde smurt den på.




Jeg tænkte ikke videre over det.




Jeg gik ud på toilettet.




Jeg besluttede mig for at manifestere min omsorgsfuldhed i udførslen af mine handlinger.




Jeg lynede mine bukser op og tissede.




Jeg ramte ikke vandet direkte, men først og fremmest porcelænet i kummens højre inderside.




Min højre.




Jeg ville ikke forstyrre hende.




En svag rislen.




Jeg tørrede mig og lynede op.




Jeg trak ud.




Jeg tog en stribe toiletpapir med ind i stuen.




Ikke det samme som jeg tørrede mig med.




Det smed jeg naturligvis ud i kummen.




Inden jeg trak ud.




Det var slut med at foretage urimelige handlinger over for en så helt igennem vidunderlig skabning.




Da jeg trådte ind i stuen, indså jeg, at jeg havde glemt at lukke døren til toilettet.




Udskylningen gav drønende genlyd i rummet og overdøvede for en stund hendes voldsomme gråd.




Jeg var meget tæt på at blive flov over det, men lod være.




Jeg var i dette øjeblik fornuftig.




Jeg vidste at også min flovhed ville gøre mig flov.




Jeg lod være.




Jeg lod mig i stedet optage af, at hun var det smukkeste, jeg nogen sinde havde set, og mens jeg stod der og så på hende uden mod nok til at indskyde, at jeg kom for at give hende den stribe toiletpapir, jeg havde i min hånd, så hun kunne tørre sine våde kinder, hals og hage, tog hun sine hænder op foran sit ansigt.




Og tog fat i sine kinder.




Hun hev til.




Jeg blev meget forbavset.




Så faldt hun forover.




Det første, jeg så ramme højre armlæns forkant, var knoene på højre hånd.




Så må det nødvendigvis have været øret, siden skulderen, ryggens højre side, hoften, låret, knæet, skinnebenet, anklen og til sidst hendes tidløse og med sikkerhed meget dyrebare, hendes på nippet til anonymiteten velformede, hendes på vej ind i sandhedens renhed, hendes sidenhen i rimelighedens almægtige navn guddommeliggjorte højre sko, som faldt af foden og ned i sædet, som, fordi hun havde siddet på det, der, i sin blå kjole, langsomt genvandt sin opsvulmede form og på den måde langsomt løftede skoen opad.




Kvinden lå nu helt krøllet sammen på mit gulvtæppe i stuen.




Dette, jeg nu har fortalt, var det første som skete.




Det andet, som skete, var som følger.




Hun holdt op med at græde.




Og selvom dette i al sin almindelighed kan lyde ordinært, en gråd, som holder op, så var det uden tvivl det andet, som skete.




Jeg lover at dette er sandt, og at sandheden er blændende.




Det tredje, som skete, skete samtidig med det første og inden det andet.




Det tredje var udfoldelsen af en tanke, som jeg af hensyn til kvinden, jeg lige fra begyndelsen havde forelsket mig i, ivrigt forsøgte at skjule min optagethed af.




Det er imidlertid forkert at det var en tanke.




En tanke ville ikke kunne indkapsle det ufattelige væld af indsigt, som sideløbende med kvindens entré i mit liv fra dørtærskel over lænestol til gulvtæppe, tog fat og ruskede mig fra vid og sans.




Der vil nu gå meget kort tid inden jeg vil blive tvunget til at røbe og frit fra leveren fortælle hvad det er, som udsprang af og indgik i det tidsrum, denne dags væsentligste begivenheder udfoldede sig i.




Jeg vil ikke kunne stille det fjerneste op imod det enorme pres, som læner sig ind over mig, på nippet til at vælte: denne inkvisatoriske monolit af nysgerrighed.




Som eleven mod bogens side, denne side mod de øvrige, de øvrige sider mod hinanden, fulde af bogstaver, bogstaverne mod ordenes lyd, lyden mod betydningen, betydningen mod forståelsen mod erkendelsen og erkendelsen mod sin endelige manifestation: symbolet og symbolet mod det, det betyder: at jeg langsomt bliver mast.




Fladere og fladere.




Af den enorme enhed, alt det, som ikke har den samme indsigt som jeg, er.




Denne indsigt, som kom mig i møde denne dag, og som så naturligt som floden fra sin kildes udspring, høj- og lavvande fra månens rotation om jorden, oversvømmelse og tørke fra naturens ustyrlige dominospil, følger som følger, nu, efter en kort pause.




Det skal der også være plads til.




Der skal være plads til spænding.




Men også til klimaksets eksplosionsagtige udfrielse.




Det er muligt at præcisere betydningen af en given hændelse i så høj grad, at denne hændelse vil kunne hæve sig over alle andre.




Kort fortalt.




Vil man drive praksis af denne lære, hvilket ikke vil være at hale den ned i en verdslighed, den ikke fortjener, kan man starte et sted, som, efter al den tænkelige sandsynlighed, der findes overalt omkring os, for de fleste i sin enkle umiddelbarhed vil lyde om ikke bespottende, så grænsende til det betydningsløse.




Den om få øjeblikke omtalte mulighed for praksis vil givetvis forekomme som, og også helt reelt være, en forsimpling, men samtidig en optakt til noget større og meget mere gennemgribende, end det i dette nu er muligt at forestille sig.




Jeg taler uden videre omsvøb om: Lister.




Og endvidere om, at den grædende kvinde, jeg på denne dag mødte, så absolut står øverst på listen over de hændelser, som fandt sted på denne i rimelighedens navn meget betydningsfulde dag.




Ingen andre af dagens hændelser kan måle sig med hendes tilstedeværelse.




At fremstille en hvilken som helst modsigelse til dette sande udsagn ville frem for alt være topmålet af idioti.




Jeg ejer ikke skyggen af nogen som helst grund til at bekymre mig om, om jeg nogen sinde vil blive i stand til at forestille mig noget mere tåbeligt at stille sig på bagbenene over.




Desuden siger det sig selv, at der i dette unikke tilfælde ikke findes nogen bagben, som kan magte den umulige opgave, et modbevis ville være, for magte en umulig opgave kan ingen, intet.




Denne sandheds eviggyldige helle har i sin varetægt alle de bagben, som ellers, buldrende som bjerge, der splintres af lyn, bragende som eksplosionerne i det utal af slumrende vulkaner, der rammes af de flyvende klippestykkers guddommelige indgriben og synkront går i udbrud, brølende som dødsskrigene fra de førhen velfungerende og fredfyldte samfund, der flyder over med den altudslettende, fra rød- til hvidglødende lava, straks ville stille sig, stable sig, puste sig op til den himlende lydmur, som samler alle verdens i netop dette præcist definerede øjeblik fra nu til – nu talende munde i een uigennemtrængeligt totalitær kakofoni.




Og hvis jeg må være så fri, er den helt uimodståeligt fantastiske kvindes absolutte væsentlighed til sammenligning et nonfigurativt billede på den støvsky, som indhyller de amputerede bagben i fuldendelsen af den metaforiske apokalypse, de aldrig selv vil komme i nærheden af at dække vores vidunderlige verden ind i.




Beklager.




Jeg jubler.




Denne fabelagtige udfoldelse af omsiggribende indsigt, som var dagens tredje hændelse, forstærkede med overlegen magtudøvelse min hjertebankende tilbageholdte iver efter at komme kvinden nærmere.




Dette havde uden tvivl en distraherende virkning på det følgende, det fjerde, som skete.




Det fjerde, som skete, skete i det endnu uberørte tidsinterval, som strakte sig imellem det første, som skete samtidig med det tredje, og det andet, som skete uden at noget skete samtidig med det.




Omtrent lige midt i sagens eller dagens kerne lå hun der foran lænestolen.




Hun græd som sagt.




Tårer med tilhørende lyd.




Jeg stod et par skridt fra hende med armene ned langs siden.




Jeg blev nødt til at gøre noget.




Jeg blev nødt til at gøre noget.




Hun lå og græd så hjælpeløst henslængt, der på mit mørkegrønne gulvtæppe.




Hun var helt og aldeles uimodståeligt vidunderlig.




Da lød fra køkkenet en afgørende syden.




Det var lyden af vandet, som kogte over.




Et lys gik op for mig, da jeg tog dette som et tegn.




Jeg løb ud i køkkenet, tog fat om gryden og hældte det kogende vand ud i vasken.




Intet var for godt til hende, men kamillete noget nær så langt fra mine hensigters godhed som muligt.




Dampen steg mig op i ansigtet.




Jeg kunne ikke se noget.




Det gik over.




Jeg genvandt omgående mit klarsyn og langede ud efter en kniv.




Jeg greb et hakkebræt og lagde det frem på bordpladen foran mig.




Jeg lod uden at tænke over det min sublime erkendelse falde til ro i reelle handlinger.




Jeg tændte for ovnen på 200 grader og stillede gryden tilbage på den endnu varme kogeplade, som jeg skruede ned til omkring middel, 6½ hvis jeg skal være præcis.




Jeg ville gøre det godt igen.




Jeg hentede to mellemstore løg i køleskabets grøntsagsskuffe.




Jeg skar rødderne af, pillede de to yderste lag fra, og halverede.




Jeg kunne mærke det stikke i øjnene, da jeg begyndte at skære ud i tern.




Jeg tændte for vandhanen.




Svien holdt op.




En holdbar fidus.




Jeg lagde de firkantede løgstykker over i den ene ende af et fad, som jeg tog frem fra skabet som jeg opbevarer mine fade, mine brade- og stegepander, min brødrister og min toastmaskine i.




To courgetter, som oprindelig var indkøbt til en helt anden ret, en helt anden dag, var det næste, jeg gik løs på: jeg flåede deres plasticindpakning af og skar enderne af dem.




Det var et kedsommeligt arbejde at rive dem på rivejernet, men forventningens glæde holdt mig kørende.




Indtil jeg hældte den fugtige, lysegrønne masse over i den anden ende af fadet, så de forarbejdede råvarer ikke kom i kontakt med hinanden.




Da kom en aubergine under kniven.




Inden da skyllede jeg den.




Så skar jeg også enderne af den, og resten i tynde skiver på den korte led.




Jeg lagde skiverne på en afsides tallerken.




Jeg tog en stegepande frem fra det føromtalte skab, og stillede den på en kogeplade, som jeg skruede op til næsten fuld styrke.




10.




Et elkomfurs eneste fordel er den præcision, det muliggør.




Men måske bliver man nødt til at holde sig rumtemperaturen for øje.




Stegepanden hældte jeg en god sjat meget velsmagende olivenolie i.




Imens den langsomt blev varmet op til fuld styrke, arbejdede jeg mig målrettet igennem fem lange porrer.




Rødder af, toppe af, snit fra øverst til nederst, helt ind til midten.




Jeg pillede de to yderste lag af dem.




Jeg skyllede dem grundigt for jord under rindende koldt vand.




Jeg snittede dem med en god fornemmelse i alle mine bevægelser.




Jeg tænkte på hende.




Jeg blev færdig med dette første skridt på vejen til hendes ulykkes ophør.




Jeg nærmede mig stegepanden.




Jeg ønskede ikke andet end at gøre hende glad.




Jeg tog et glas frysetørret rosmarin fra emhætten, skruede låget af og dryssede det velduftende krydderi over olien, som svarede igen med en liflig syden og boblen.




Inden jeg omhyggeligt fordelte halvdelen af aubergineskiverne i den meget varme og velsmagende olivenolie, lænede jeg mig ned mod panden og lyttede intenst til den dejlige lyd.




Det stod mig klart, at dette ville gøre godt.




Jeg tændte for emhætten.




Jeg kløvede en limefrugt i to.




Jeg tog fra køleskabet en pakke smør, og fra smøret en klump af anseelig størrelse med en af mine træpaletter.




Jeg kastede det ned i gryden, og det smeltede straks.




I gryden lagde jeg de hakkede løg og de snittede porrer.




Over løgene og porrerne klemte jeg limefrugtens halvdele tørre for saft.




Og jeg dryssede også timian over, timian fra et glas, som jeg tog fra samme sted som rosmarinen: emhætten.




Fra emhætten tog jeg også glas med salvie og koriander.




Jeg kom ikke koriander i gryden.




Men en smule salvie.




Måske skulle jeg indrømme, at jeg valgte denne dosering af usikkerhed: hvordan smager salvie?




Den første halvdel af aubergineskiverne var færdigstegt, og jeg udskiftede den med den anden.




Jeg hældte mere olivenolie i.




Jeg dryssede endnu mere rosmarin over.




Fra ovnen lød et klik.




Den havde nået sine 200 grader.




Det passede mig fint.




Tiden var gået hurtigt.




Jeg lod aubergineskiverne stege og gav mig i kast med projektets sidste skærearbejde.




Jeg hentede en stor, hvid, prisvindende fetablok i køleskabet, lagde den på hakkebrættet og stillede mig selv følgende spørgsmål: skulle jeg bruge den hele?




Jeg tænkte et øjeblik over det.




Jeg besluttede mig.




Jeg ville bruge den hele.




Jeg skar den så vidt det var muligt i skiver.




Den var meget cremet.




Det andet hold aubergineskiver var færdigstegt.




Jeg tog dem af panden og lagde dem på tallerkenen til de andre, og hældte endnu engang den gode olivenolie ud over den varme flade.




Inden længe opnåede olien sin optimale temperatur, og jeg tøvede ikke med nænsomt at lægge de to revne courgetter ned i den.




Jeg skruede låget af glasset med pulveriseret koriander og strøede det i rigelige mængder over den lysegrønne grøntsagsmasse.




Jeg puffede det frem og tilbage på panden.




Jeg lod det stege færdigt mens jeg tog mig et glas vand.




Jeg drak vandet i to meget store slurke.




Jeg stillede glasset fra mig og indså, at alt var i sin orden.




Bortset fra, at jeg endnu ikke havde kommet salt og pebber i.




Jeg kom salt og pebber i det hele.




Det var en stor tilfredsstillelse at slukke for kogepladerne.




Nu var alt parat.




Jeg skyllede fadet under hanen.




Jeg tørrede det med et viskestykke.




Jeg stillede det på køkkenbordet.




Jeg hentede i køleskabet en karton hvidløgssauce.




Jeg klippede kartonen op.




Med en saks.




Saksen tog jeg fra skuffen med bestik.




Jeg hældte nænsomt noget af saucen ud over fadets bund.




Jeg fordelte det jævnt med min træpalet.




Jeg gik til værks.




Jeg tog fra en skuffe en pakke med nogle ganske særlige lasagneplader.




Det særlige ved disse lasagneplader var, at de var meget smalle i forhold til almindelige lasagneplader, og lavet af en særligt god melsort.




De var også forholdsvist tykke.




Desuden havde de i kanten let bølgende folder.




Jeg lagde dem i striber som en næsten fuldkommen dækkende flade oven i saucen.




Derefter dykkede jeg med en ske i de revne og stegte courgetter, og op kom dejlige portioner, som jeg lagde i et på kanten af at være tykt, men mest af alt meget dækkende lag over pastaen.




Og så igen en ved øjemål meget velafmålt portion hvidløgssauce.




Således nåede jeg til det andet lag pasta, som ved sin lette adskilthed gjorde mig opmærksom på, at de forskellige lag ville komme i kontakt med hinanden.




Dette bekymrede mig ikke.




Dette begejstrede mig.




Jeg blev lykkelig over det.




Jeg lod lykken tage overhånd, jeg lod den gøre sit lykkelige indtog i min håndtering af den til mange formål nyttige træpalet, da jeg lagde de stegte porrer og løg på det andet lag pastaplader.



Jeg frydede mig ved at lægge endnu et vidunderligt lag af de dejlige pastaplader derpå.




Mit smil var dybtfølt og inderligt, da jeg lagde den skivede feta side om side, indtil der ikke var et eneste hul at se blandt de cremede, hvide, fremragende flader, som dækkede alt.




Og da der endnu var mere tilbage på hakkebrættet, skrabede jeg det ud over kanten og ned i den omhyggeligt forarbejdede anretning med kniven.




Kniven kastede jeg i vasken.




Jeg gav mig til at lægge det sidste lag pasta side om side.




Jeg lagde det så nøjagtigt, jeg kunne.




Jeg lagde det meget nøjagtigt.




Jeg tog hvidløgssaucens karton op i min hånd.




Jeg hældte.




Jeg maste den til der ikke var en dråbe tilbage.




Således nådede jeg til de stegte aubergineskiver.




Jeg lagde dem.




Jeg lagde dem ud over det hele.




I fadet.




Og da jeg havde hentet den sidste ingrediens i køleskabet, en pose revet parmesanost, klippede jeg den op.




Jeg dryssede med glæden ved veludført arbejde den let surt lugtende tørre ost ud over det hele.




Jeg åbnede ovnen og tog med begge hænder om det til randen fyldte fad.




Jeg stillede det med velmenende selvtilfredshed ind på risten i ovnen.




Og lukkede.




Da vendte jeg mig om.




Køkkenbordet flød i grøntsagsrester, afskruede låg og emballage.




Jeg ryddede hurtigt bordet.




Da jeg indstillede mit æggeur til at ringe 35 minutter senere, indtraf afslutningen på dagens fjerde hændelse.




Samtidig indtraf begyndelsen af det femte, som skete.




Efter så længe, at jeg til tider imens det stod på, det indrømmer jeg gerne, om ikke med stolthed i stemmen, så ærlighed på sinde, ikke var sikker på om det var for hendes skyld, jeg gjorde det, eller om motivationen var en mere dybtliggende og meget mere gennemgribende og frygt- eller, hvilket muligvis kan være det samme, respektindgydende sammenhængs anelse, at have koncentreret mig så enestående målrettet om min uden tvivl uovertrufne, veludførte og indtil dette øjeblik så at sige, helt nøjagtigt så at sige: perforerende gennemtænkte redningsplan, greb urimeligheden mig med en tør hoste, der rakte meget dybt ned i min gispende min frygt for det urimeligt lange stykke tid, som nu ville gå uhindret forbi inden hun ville kunne høste frugten af min velgørenhed.




Jeg skammede mig.




Jeg skammede mig.




Jeg skammede mig i en grad, der i sin uhørthed gav afkald på at være uhørt.




Denne skam, som jeg ikke vil negligere ved at sige, at jeg følte den, og blot at lade det virke, som om skammen følte mig, det nægter jeg, ja, bare tanken om, at skammen skulle have følt mig, eller følt på mig, jeg afgør, at det på ingen tænkelig måde var sådan og lader sandheden komme til syne: denne skam fødte mig.




I mit køkken mens lasagnen langsomt bagte.




I mit hjem, hvor der i stuen lå en gennemskøn ung kvinde på mit gulv og græd, her midt i denne lange række hændelser, som jeg med eet blev tvunget til at indse, at jeg selv var skyld i.




Jeg forstod, at det var godt.




Jeg vidste, at min skam var stor, forstod at intet kunne være større, jeg erkendte grænseløst min skam og gav mig hen.




Jeg ikke bare følte mig som om jeg var, men jeg var nyfødt.




Jeg tog tøjet af.